Ny global dagsorden til debat i New York

Verdens ledere skal fra i dag diskutere en ny global aftale om at bekæmpe fattigdom i verden, som skal efterfølge FNs Millennium Development Goals (MDGs). To’ere i filmens verden kan være tricky – spørgsmålet er om verdens statsledere kan gøre det bedre end Hollywood.

En af de største succeser i udviklingsbistandens historie er uden tvivl opfindelsen og gennemførelsen af The Millennium Development Goals – eller 2015 Målene, som vi omdøbte dem i Danmark.

Fra i dag og den kommende uge er 2015 Målenes afløser – en ny global dagsorden frem til 2030 – på dagsordenen ved FNs Generalforsamling i New York. Blandt andre Danmarks udviklingsminister Christian Friis Bach skal tale til forsamlingen.

2015 Målene er otte mål for udviklingen i verdens fattige lande, som skal nås inden 2015. Målene blev vedtaget i FN i 2000 og omfattede perioden 1990-2015, altså én generation. Et år før fristen udløber, er en række mål allerede nået – herunder blandt andet at halvere andelen af mennesker, som lever i yderste fattigdom i verden. Målet er nået især takket være vækstboomet i specielt Kina og andre af nullernes tigerøkonomier, og resultatet kan derfor ikke alene tilskrives 2015 Målene.

Men 2015 Målene har ikke desto mindre bidraget væsentligt til at sætte eksempelvis fattigdomsbekæmpelse som en national prioritet i mange fattige lande og gjort sit til at fokusere regeringers budgetter og overordnede politiske arbejde på at dette og de øvrige 2015 Mål.

Dertil kommer, at 2015 Målene har givet verdens donorlande, internationale hjælpeorganisationer og civilsamfundet en fælles dagsorden at køre efter, og derfor er blandt andre Mål 1 om at halvere fattigdommen, Mål 2 om at sikre skolegang til alle drenge og piger, Mål 7 om at reducere antallet af mennesker uden adgang til rent drikkevand nået i mål.

Jobs og vækst er afgørende

I arbejdet for at holde verden fast på de gode takter, går øvelsen nu ud på, dels at kopiere og fastholde de gode elementer ved 2015 Målene, dels at fylde de huller ud, som 2015 Målene ikke tilstrækkeligt tog hånd om.

Manglerne ved 2015 Målene gælder særligt tre områder: Der manglede i 2015 Målene mål for vækst og jobskabelse; 2015 Målene indeholdt ukonkrete formuleringer om det globale partnerskab for udvikling – altså en gensidig forpligtende aftale for såvel u-lande som rige donorlande, som var dækket i mål 8. Endelig glimrede koblingen mellem økonomisk og social udvikling – og en bæredygtig klima-, energi og miljøpolitik globalt på globalt plan ved sit fravær i 2015-målene.

Højpanel-udvalget, som FNs generalsekretær Ban Ki Moon har udpeget til at lede og drive processen med at identificere en ny global dagsorden for udvikling, tager meget modigt fat i 2015-målenes mangler og erklærer, at dem skal de nye mål adressere.

I sin rapport, som blev offentliggjort i maj 2013, har Højpanelet identificeret 12 nye mål på baggrund af konsultationer med alverdens interessenter, som har fundet sted i en åben proces de seneste måneder.

Vækst og jobskabelse har alle opdaget er en helt essentiel udfordring for at bekæmpe fattigdom. Ifølge Høj-panelets rapport, vil omkring 470 millioner mennesker træde ind på arbejdsmarkedet mellem 2015-30. De skal finde et job, de kan leve af.

I sit udspil til konkrete mål for job og vækst foreslår Højniveau panelet, at det nye mål 8 om at skabe jobs, bæredygtige levevilkår og ligeværdig vækst skal:

– sætte et konkret mål for, hvor mange jobs, der skal skabes frem til 2030,

– fastsætte en procentandel for, hvor mange unge mennesker, der ikke længere skal være uden uddannelse, job eller anden form for håndværksmæssig uddannelse og endelig som det tredje,

– fastsætte et måltal for, hvor mange nye virksomhedsinitiativer, der skal etableres, og hvor meget værdi der skal skabes igennem skabelsen af et gunstigt virksomhedsklima (enabling business environment) og ved at støtte entreprenørskab.

Hvem, der har ansvaret for at skaffe alle disse jobs, afstår Højniveau-panelet klogelig fra at sige noget direkte om.

Indirekte fremgår det dog flere steder i rapporten, at regeringer skal sikre et gunstigt forretningsmiljø ved blandt andet at skabe forudsigelig lovgivning, infrastruktur, et retssamfund, finansielle vilkår og fremfor alt støtte det frie forretningsinitiativ. Formodningen må være, at hvis regeringerne skaber disse gunstige vilkår, så strømmer de private investorer til – nærmest helt af sig selv.

Rapportskriverne erkender dog, at 28 millioner mennesker har mistet deres job og omkring 39 millioner – især unge mennesker – har opgivet at finde et job på grund af den verdensomspændende finansielle krise, der begyndte i 2008 og som ikke er ovre endnu.

Altså en ikke-regeringsskabt krise, som er vokset ud af netop de frie markedskræfter i den finansielle sektor og som regeringer verden over har haft mere end vanskeligt ved at tøjle og få under kontrol.

Man må håbe, at nogen i New York tager hul på det meget påtrængende emne: Hvilket ansvar skal virksomheder påtage sig – til gengæld for de forpligtelser, som regeringer skal leve op til. Hvor er den gensidigt forpligtende aftale mellem nationalstater og private, corporate money?

Kun regeringer forpligtes i aftalen

Det bringer os til det næste svage led i 2015 Målene: Mål 8 om et globalt partnerskab for udvikling. Målet går ud på, at rige lande skal bidrage med udviklingsbistand, gældseftergivelse og mere åbne markeder for udviklingslandenes varer.

Målet er mildt sagt ikke nået, blandt andet fordi verdenshandelsorganisationen WTO’s forhandlinger – Doha-runden – er gået i stå. Samme vej er udviklingsbistanden gået: Bidrag til udviklingsbistand er faldet drastisk de senere år – i takt med den finansielle krise.

Mål 8 i de eksisterende mål viser blot, hvor svært det er at forpligte andre end regeringer – og at selv det kan være en udfordring. Det viser samtidig svagheden ved denne slags globale aftaler, fordi de netop kun kan forpligte nationalstater, mens aftaler med private firmaer nødvendigvis kun kan ske på frivilligt grundlag.

Det stiller derfor store krav til store firmaers moral og etiske ansvarsfølelse, som i givet fald skal række udover aktionærkredsen for at have nogen global virkning, hvis de overhovedet skal kunne påtage sig den rolle, de er tiltænkt i udkastet til de nye udviklingsmål.

Spørgsmålet er, om virksomheder verden over overhovedet er interesseret i at påtage sig det ansvar? Spørgsmålet bør besvares på ret så kontant vis og snart, fordi den nye globale udviklingsdagsorden i høj grad hviler på en præmis om, at det vil virksomhederne gerne.

Regeringer har allerede svigtet bæredygtig udvikling én gang

Den tredje udfordring i tilvirkningen af nye, globale udviklingsmål for verden er drømmen om en bæredygtig udvikling.

Højniveau-panelet referer til Rio +20-konferencen sidste år, som satte fokus på vækst, der ikke skader miljø,  klima eller mennesker. Det er historieløst og grænsende til manipulation at undlade at nævne dens forgænger, Rio-topmødet i 1992.

Havde man gjort det, ville man nemlig have udstillet, at verdens statsledere allerede én gang er løbet fra at anerkende og handle efter, at social og økonomisk udvikling og en bæredygtig udnyttelse af miljøet er uløseligt koblet til hinanden.

Dét var kardinalpunktet i Brundtland-rapporten, som dannede grundlaget for Rio-topmødet i 1992.

Herefter var Danmark det eneste land i verden, som anerkendte dagsordenen ved at afsætte ekstra midler – udover udviklingsbistanden – til at fremme bæredygtige miljø- og klimaløsninger i udviklingslandene. Alle andre lande lagde miljø- og klimadagsordenen ind under udviklingsbistanden uden at tilføre ekstra finansielle midler med det resultat, at penge gik fra fattigdomsbekæmpelse til blandt andet klimainitiativer, der ret beset kommer os alle og ikke kun verdens fattigste til gode.

Danmark begik så den brøler at etablere en særskilt institution, som skulle varetage miljø- og klimaarbejdet i udviklingslandene, Danced, og dermed forpassede man i en årrække muligheden for netop at samordne socioøkonomisk udvikling og klima- og miljøbeskyttende tiltag. Men det er en anden historie, som vi forhåbentlig har lært af.

Det afhænger naturligvis af øjnene, der ser, om det fremmer den pædagogiske forståelse for vigtigheden af et initiativ ved at åbenbare tidligere tiders fiaskoer, eller om man er bedre tjent med at lade dem dø i stilhed og blot forsøge at skabe et nyt momentum.

FNs Højniveau-panel har valgt det sidste, men det forhindrer naturligvis ikke os andre i at holde mindet i hævd – og at fastholde vore politikere på, at én gang kan være en tilfældighed, men to gange ligner en bevidst handling.

I filmverdenen er der altid noget skæbnesvangert ved at producere en To’er efter en succesfuld film. Ikke desto mindre sker det oftere og oftere – om end det ikke har gjort verdens To’ere bedre end i fordums tider. Hollywood er næppe kommet til New York – men man kan blot håbe på, at ”To’eren” til 2015 Målene får bare lidt mere succes end mange To’ere i filmens verden.

Det fortjener vi alle.

Skriv et svar