Gambia får to bededage

Gambias præsident har indført to nationale bededage i anledningen af at Gambia i år kan fejre sit otteogfyrretyvende år som selvstændigt land.

Statschefen i Gambia (CC BY skærmbillede al-Jazeera)

I en pressemeddelelse d. 15. februar i år erklærede Gambias øverste leder og præsident Sheik Professor Alhaji Dr. Yahya Jammeh, fredag d. 15. februar og søndag d. 17. februar for nationale bededage. I den lille republik Gambia skulle kirker og moskeer være åbne for bøn, i anledningen af at det er 48 år siden, at Gambia blev uafhængig af kolonimagten England.

Der er religionsfrihed i Gambia, så selvom ca. 90 % af befolkningen er muslimer, gøres der ikke forskel på bededage. Derfor gøres både fredag, som er bededag for muslimer, og søndag som er bededag for kristne, til nationale bededage. Religiøse ledere fra både den muslimske og den kristne gruppe opfordrede i pressemeddelelsen til, at der landet over skulle bedes for fortsat fred, sikkerhed, harmoni og stabilitet.

Fra 1. februar besluttede Gambia, at indføre en fire dages arbejdsuge i den offentlige sektor. Alle offentlige ansatte har nu fri både fredag, lørdag og søndag. Ifølge præsident Yahya Jammeh vil den muslimske del af befolkningen på den måde få mere tid til bønner. Tiltaget betyder dog ikke, at befolkningen i Gambia nu skal arbejde færre timer. Arbejdsdagene mandag til torsdag vil blot blive forlænget så en arbejdsuge stadig svarer til fuldtid, skriver BBC.

By Kiki Hynding Hansen

Kiki Hynding Hansen Kiki Hynding Hansen, journalist for Verdensnyt.dk, studerer journalistik og International Development på Roskilde Universitet. Hun beskæftiger sig med udvikling og internationale aspekter, bla. gennem projektledelse i den globalt orienterede forening Rapolitics.

Se alle artikler

Besøg website