Krigsbørnene fra Libanon

Bogen “Krigsbørnene fra Libanon” handler om en generation, der gennem mere end 15 år er vokset op i skyggen af en borgerkrig og nabostaterne Syrien og Israels vedvarende magtovergreb med bombninger, vilkårlige drab og udslettelse af en befolkning. Godt syv procent af befolkningen på 4 millioner er dræbt; 10 procent blev alvorligt sårede. Op mod en tredjedel udvandrede.

Globaliseringen betyder, at børn og unge har samme drømme om fred og et godt liv, hvad enten de bor i Mellemøsten, Asien, i Europa – eller Danmark. Det gør bogen voldsomt vedkommende til undervisningsbrug i blandt andet folkeskolens ældste klasser og i gymnasiet – men også i virksomheders CSR-arbejde.Hvis Danmark gennem 15 år havde haft borgerkrig og med mellemrum blev invaderet af Sverige og Tyskland, kunne forfatterne Julie Lorenzen og Ane Vestbjerg have skrevet bogen “Krigsbørnene fra Danmark.”

Stærke fortællinger

Denne tilgang er bogens styrke. Efter en grundig introduktion til præmisserne for landets situation af mellemøstenekspert Peter Seeberg går de to forfattere til biddet og giver 10 stærke fortællinger om disse unge. De to kvinder har uforfærdet rejste rundt til selv de farligste steder for at interviewe unge mænd og kvinder i en hel generation – nogle af dem fra palæstinensiske flygtningelejre, andre i Beirut og ukendte landsbyer – i et land, der mentalt og fysisk er martret af krigens rædsler.

De unge har oplevet bomber, krigshandlinger og voldsomme begivenheder, samtidig med, at de har passet deres job eller studier og søgt efter et andet liv på internettet eller mobilen. Nogen har også haft overskud til at engagere sig i sociale eller religiøse aktiviteter:

“Neamat er aktiv i 12-13 forskellige NGO’ere, der arbejder med alt fra miljø og sociale forhold til kvinders rettigheder.”

Da hun fortæller om sin kærlighed til familien, bliver hun rørt: “Tårerne begynder at trille ned ad kinderne, og hun skynder sig ud på toilettet for at tørre øjnene.”

Hun oplevede, hvordan landsbyer blev totalt udbombede med døde mennesker i ruinerne: “Jeg måtte holde mig for næsen, for stanken var ulidelig. Det er som at glemme et stykke kød i fryseren, når der ikke er el i ugevis og så åbne fryseren. Forfærdeligt.”

“Her er nyhederne: Vi er i krig”

“Han sad og spiste frokost med kæresten Lara, da de hørte i nyhederne, at Hizbolah havde kidnappet to israelske soldater. De forventede begge en reaktion fra Israel – Khajag frygtde, at de ville bombe elværkerne – det havde de gjort ført, og der lå et elværk lige ved siden af hans hjem. Ingen af dem troede, at der ville komme krig. Men så begyndte de første bomber at falde.”

Det er i bekrivelserne og fortællingerne, at bogen for alvor får liv. Den er autentisk i sin tilgang; forfatterne er gode oplevere. Blandt de 10 fortællinger beskrives unge, der er fra forholdsvis velhavende miljøer – som Libanon før 1975 havde mange af – og unge, der fortsat er i flygtningelejre.

Uenigheden om – fred

De unge krigens børn har et fælles. Det udtrykkes i bogen af den 26-årige Maysaa, folkeskolelærer, psykologistuderende og bosat i den lille landsby Sohmor: Hun tænker ikke længe over, hvad der gør hende allermest glad, men svarer promte: “At leve i fred.”

Hvorfor det er så svært, giver bogen svaret på: Markante politiske, religiøse og sociale forskelle. Bogen giver – skønt researchet i 2008 – også en del af svaret på, hvorfor det berømmelige Arabiske Forår er blevet så stor en skuffelse for de mange, der drømte om forandring. Præmissen for egentlig demokrati og tolerance har ikke været til stede.

Det er årsagen til, at krigsbørnene i Libanon både bliver krigens kommende forældre og bedsteforældre. Alle holder på deres eget og har ikke et åbent sind for andet. Det er navnlig her, at bogen har værdi i undervisnings- og CSR-sammenhænge. Det er ikke – som med krigsbørnene i Libanon – nok at ønske sig fred.

Der skal også være en vilje til at overvinde de politiske, religiøse og sociale forskelle. Den vilje er ikke blot en mangelvare i Libanon, men også mange andre steder i verden. Blandt andet snart også i Danmark.

Krigsbørnene fra Libanon
Julie Lorenzen og Ane Vestbjerg
Forlaget Findes
ISBN – 978-87-993408-3-5
200 sider – 199 DKK

Skriv et svar