Falsk medicin fra Asien dræber i Afrika

Malaria kan være dødelig; ikke mindst hvis en angrebet behandles med falsk medicin. Afrikanske lande har ingen eller sjældent god kontrol med importerede varer, der kan komme fra ryggesløse fabrikanter, som producerer dårlig kvalitet eller totalt virkningsløse medikamenter.

Afrtikansk kvindeklinik, hvor ventetiden er stor (CC BY flickr dvencap)

I sagens natur er det meget svært at sætte tal på mængden af falsk medicin, der kommer ind i afrikanske lande. Dog har undersøgelser, som rapporteret af The Pulitzer Center, vist, at formentlig en tredjedel af al malaria-medicin brugt i Uganda og Tanzania er enten dårlig eller falsk.

Præparaterne kommer fra Indien og især Kina, der beskyldes for at have mange menneskeliv på samvittigheden. Officielle kilder i Kina afviser. Dødsofre i fattige lande for grådighed bekymrer tilsyneladende ikke.

Global indsats

Der mangler ikke god vilje til at bekæmpe globale plager som malaria, hvad enten det er FN-organisationer, store NGO’er eller filantropiske organisationer. Donationerne kan være fysiske piller. Resultatet har været, at der er opstået en underskov af apoteker, der sælger medicin til befolkningen.

Undersøgelser i Tanzania viste for nylig, at selv de statslige lagre af HIV-medicin var infiltreret af falsk medicin. Man fandt 10.000 pakker, og af dem var 2.000 stadig i cirkulation. Selv de ansvarlige kan ikke vurdere, hvornår et produkt er falsk. Tager folk først medicinen, er skaden sket.

Kritikere mener også, at der ikke er nok at give billige eller gratis piller til befolkningen, hvis problemerne omkring rent vand, klinikker og forbedringer af folks boligforhold bliver ignoreret. Årsagens rod er den manglende bekæmpelse af mygge-plagen.

Kopier

Nu om stunder er det så let som ingenting at få hvad som helst kopieret. I de groveste tilfælde bliver blot emballagen kopieret, fordi ingen kan gennemskue indholdet i en pille. Kritikerne af situationen fremhæver, at kopi-problemet gælder alt fra kondomer til HIV-medicin.

Selv om mange af de kopierede produkter er ganske billige, kan udgiften være for høj til fattige menneskers budget. Derfor lokker billigere løsninger.

På globalt plan er handelen med falsk medicin anslået til 400 milliarder kroner. Kontrol forekommer kun sjældent i fattige lande.

 

By Dan Larsen

Dan Larsen Redaktør Dan Larsen, Verdensnyt, har arbejdet som journalist med internationale forhold siden 1976. Artikelserien om "fattige lande" er delvis finansieret gennem et tilskud fra Danida. Alle er velkomne til at abonnere på nyhedsbrevet (Se øverst). Dan Larsen kan bookes til et foredrag med udgangspunkt i sitet og dets indhold.

Følg på Facebook

Se alle artikler

Besøg website