Sandheder om folkemord kommer frem

 

En dansk produceret dokumentarfilm skaber røre i Indonesien. Tv-stationen Al Jazeera har produceret et program med afsæt i filmen og dens rystende fortælling. Folkemordet på et sted mellem en og tre millioner mennesker er absolut fejet ind under tæppet i Indonesien.

Præsident Suharto og hans regime er aldrig stillet til regnskab for det massive folkemord. Kuppræsidenten blev styrtet for 14 år siden. Omtalen af filmen er med til at skabe et krav om at der kommer et opgør med fortiden og militærstyrets bødler.

Historie og propaganda

Den officielle historie fortæller, at kommunisterne, en stærk politisk faktor i de år, ville tage magten og at de var skyld i et grusomt drab på 6 top-officerer. Militæret i Indonesien udvalgte i 1965-66 stribevis af civile til at henrette påståede kommunister.

I årevis efter folkemordet udførte styret heftig propaganda imod kommunister. Siden har en undersøgelse af landet menneskeretskommission erklæret handlingerne en forbrydelse imod menneskeheden og peget på militæret som ansvarlige.

Menneskeretsaktivister mener, at hver eneste landsby i Indonesien har massegrave, hvor ofrene ligger hengemt. Myndighederne tillader ikke, at der åbnes for gravene.

Dansk film

Dokumentarfilm (traileren) med titlen “The act of killing” vises ikke offentligt i Indonesien på grund af censur, portrætterer for første gang nogle af de mænd, der udførte drabene. Selv om filmen ikke kan ses offentligt har den afstedkommet stor opstandelse.

Skærmbillede af en henrettelse fra “The act of killing.

I filmen og i tv-programmet taler bødler om deres handlinger. Blandt dem var en del muslimske fanatikere, der mente at kommunisterne var ugudelige og derfor en politiske trussel.

Dokumentarfilmen er dansk produceret af Joshua Oppenheimer sammen med  Christine Cynn og Anonymous. Joshua Oppenheimer opholder sig i Danmark. Den kan for tiden ses i Empire Bio i København.

Filmens præsentation

Dokumentarfilmen ‘The Act of Killing’ er fortællingen om en flok dødspatruljeledere.

Tilsyneladende uden anger og med stor stolthed filmer en dødspatrulje en række folkedrab, som de selv har været årsag til. Rollerne som bøddel og offer spilles ligeledes af dem selv, ligesom de også står bag manuskriptet baseret på deres egne gerninger.

Det hele foregår i byen Medan på øen Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering, og over en million mennesker, deriblandt kommunister og intellektuelle, blev udryddet.

Processen, hvor dødspatruljen fremstiller sig selv i sit eget lys, afslører, hvad der sker på et samfundsmæssigt og personligt plan, når massemordere vinder og opfattes som helte af deres samtid.

‘The Act of Killing’ er, som handlingsreferatet antyder, en dokumentarfilm med provokerende og kontroversielle aspekter, men samtidig en surrealistisk rejse ind i massemordernes forestillinger og ikke mindst et dystert indblik i et korrupt regime.

 

By Dan Larsen

Dan Larsen Redaktør Dan Larsen, Verdensnyt, har arbejdet som journalist med internationale forhold siden 1976. Artikelserien om "fattige lande" er delvis finansieret gennem et tilskud fra Danida. Alle er velkomne til at abonnere på nyhedsbrevet (Se øverst). Dan Larsen kan bookes til et foredrag med udgangspunkt i sitet og dets indhold.

Følg på Facebook

Se alle artikler

Besøg website

Related Posts